Hvad er telemedicin?
Telemedicin er et samlet begreb for behandling, der leveres digitalt i form af video, billeder, lyd og måleresultater. Det kan for eksempel være en samtale mellem en patient og en sundhedsperson, der holdes som et videomøde. Det kan også være en patient, der selv måler sit blodtryk i hjemmet og sender resultatet til hospitalet.
De digitale løsninger betyder, at sundhedspersoner kan behandle, følge op og rådgive patienter om egen sygdom, mens de opholder sig i eget hjem.
De digitale løsninger gør det også muligt for patienten, at komme tidligere hjem fra hospitalet, fordi han/hun følges digitalt i en periode efter udskrivelse.
Fordele ved telemedicin
- Patienten slipper for unødvendige hospitalsbesøg, indlæggelser og transport
- Patienten får direkte adgang til sundhedsfaglige kompetencer i eget hjem
- Patientens evne til egenomsorg inddrages aktivt
- Sammenhæng i forløb på tværs af sektorer styrkes
- Sundhedspersonale anvender deres tid mere effektivt på patienter med størst behov
- Effektive arbejdsgange og bedre anvendelse af faglige ressourcer på tværs af sektorer
- Mulighed for hurtig opstart/justering i behandlingsindsatsen.
Der findes ikke en samlet lovgivning om telemedicin, men en lang række generelle love, som sundhedspersoner skal efterleve. Det er blandt andet Sundhedsloven, Autorisationsloven, Persondataloven, Forvaltningsloven, Offentlighedsloven, Lov om ophavsret og Lov om markedsføring.
Brug af telemedicin ændrer ikke på ansvarsforholdene i forbindelse med patientens behandling. Det er altid den behandlingsansvarlige, der skal sikre, at det er fagligt forsvarligt, at patienten modtager behandling via telemedicinsk udstyr – uanset om det anvendes på eHospitalet eller på regionens øvrige sygehuse.
Ansvar ved visitation til eHospitalet
Når du visiterer en borger til behandling i eHospitalet, skal du sikre, at han/hun er i stand til at bruge det telemedicinske udstyr og forstår de aftaler, som er indgået. På siderne, hvor eHospitalets enkelte tilbud beskrives, kan du læse om de tekniske/digitale forudsætninger, som en borger forventes at have.
Læs Sundhedsstyrelsens vejledning om ansvarsforhold ved lægers brug af telemedicin
Kontakt
Adresse
Ring til os
Opdateret onsdag den 19. apr. 2023